Sidste skoledagsarrangement

Sidste skoledagsarrangement i Esbjerg

Gennem mange år har det været en tradition, at afgangseleverne fra folkeskolernes 9. og 10. klasser mødes og har en festlig sidste skoledag sammen.

Det er elevrepræsentanter, der hvert år står for planlægning af arrangementet, som støttes af SSP & Forebyggelse i form af hjælp til planlægning og afvikling, tilstedeværelse på pladsen etc., men det er ikke SSP & Forebyggelses arrangement - det er helt og holdent eleverne selv og traditionerne omkring dagen, der er bærende kræfter. Blandt andet derfor kan vi heller ikke blande os i alkoholindtaget mv. Vi har dog erfaring for, at de unge er gode til at passe på sig selv og hinanden - og at forældrene også er gode til at tage deres del af ansvaret, for eksempel i forhold til aftaler om alkohol, afhentning fra pladsen mv.

Arrangementet i Gryden slutter kl. 16, og for mange klasser er det sådan, at festen fortsætter et andet sted, hvor forældrene har været med til at arrangere noget. OBS! Til forældre: Huske på, at det er unge under 18 år, der deltager i festen. Derfor er der en række ting, I skal være opmærksomme på, hvis der skal udskænkes alkohol. Blandt andet bør I informere de andre forældre om, at der vil blive udskænket alkohol. Samtidig er der love og regler, I skal forholde jer til, for eksempel må I ikke holde festen et sted, der har en alkoholbevilling. I folderen "Fester for og med unge" kan I finde ud af, hvordan I kan skrue festen sammen, så ingen kommer i fedtefadet.